Nu begynder det sjove!!

På stående fod lever jeg virkelig livet! I søndags fik jeg rettet mandens tatovering, og det var slet ikke så skræmmende, som jeg troede. 20 minutter inden manden skulle komme, prøvede jeg ad, hvordan og hvorledes maskinen fungerede på en banan, som den ene tatovør - Monika - havde medbragt. Det virkede som et skræmmende projekt, at skulle fixe så stort et projekt, men alle i shoppen syntes, jeg gjorde det vildt hurtigt og flot. De blev ved med at rose mine linjer. Jeg blev gangske tilfreds med resultatet, og manden syntes også, det var godt.
    Bagefter var vores anden lærling begyndt at øve på låret af sig selv, og da jeg var i mit es, var jeg iver efter at prøve på mig selv. Også bare for at se, hvordan det føltes at blive tusset af mig.

I går tatoverede jeg så en, der hedder Helena. Hun havde længe gået med et ønske om et svamp, efter en snak hun havde med en i en kæmpe brandert. Hun ville vise, at hun altså mente det, og efter at være blevet brændt af af en anden tatovør, spurgte jeg, om hun var frisk. Af 3. tatovering, var jeg meget tilfreds. Efter at have tatoveret igen i dag, er jeg blevet den erfaring rigere, at det er så meget nemmere at tatovere med en tykkere nål. Det er nemmere at styre linjerne, og lettere at tilrette dem - men det er jo også dét, det hele handler om. At finde frem til det bedste, prøve lidt ad, blive bedre og bedre!
Min rigtig gode veninde Kathrine kom forbi til noget tøssehygge i går, og hun fortalte hun havde en rigtig awesome idé til noget - roser på lænden. Jeg sad og tegnede roser, og hun var ganske tilfreds - ikke en særlig krævende kunde, hvis jeg skal sige det.
    I dag kom roserne så på hendes hud. Jeg brugte en tykkere nål, da jeg gerne ville have dem til VIRKELIG at poppe, og jeg er SÅ tilfreds med resultatet. Når lines er helet, skal der farver og skygger på. Bagefter Kathrine, lavede jeg lige et par sjove tatoveringer, nogle veninder gerne ville have lavet.
 

 

Jeg er SÅ fascineret over at se en tegning gå fra papir over på hud. Jeg kan ikke få nok af det. Det er dét her, jeg gerne vil, og nu tager jeg bare mine muligheder i brug!
    For et par dage siden skrev min far i en kommentar til et billede af en af mine tegninger, jeg havde lagt ud på Facebook, 'at jeg nok skulle blive til noget'. Når min far siger dét, så må han viiiiiirkelig også mene det. Jeg blev helt paf af det og følte, at jeg faktisk godt kunne bruges til noget alligevel. Det var helt surrealistisk, og jeg er så glad.



 

Double trouble..

Sidder lige og tuller i min fine lænestol, som jeg fik af en ven fra skolen. Den er simpelthen så behagelig at sidde i, plus den ser rigtig lækker ud og giver lidt tryghed.
    Det buldrer løs i mit hoved, og det er slet ikke til at følge med. Imorgen skal jeg forsøge at tatovere en gut for første gang. Aldrig haft en maskine i hånden før, og jeg skal rette en allerede eksisterende tatovering. Jeg har set et billede af den, og jeg kan nærmest ikke se, hvad den skal forestille.. Plus den er slet ikke noget i en stil af, hvad jeg egentlig ville tegne selv. Det bliver højst besynderligt, og jeg ser frem til det. Samtidig bliver det en voldsom stor udfordring, som jeg håber, jeg klarer okay. Jeg havde tænkt mig at forberede mig, og printe et billede ud af hans tatovering, og herefter forsøge at tegne noget på kopien, for at forestille sig, hvordan jeg skulle rette i den. Mit hoved er slet ikke med mig idag, så jeg smed nærmest bare papiret på gulvet i frustrationer og kom ikke videre med det.
    Går og overvejer at droppe skolen. Jeg er færdig om 2 uger, men jeg har slet ikke overskuddet til det. Vi skal meget snart fremlægge noget IT projekt, vi har brugt en helvedes masse uger på at lave i grupper, og jeg har ikke rigtig haft noget at skulle sige omkring det. Derfor er det svært for mig at skulle forsvare på mandag - jeg vælger ikke at dukke op. Jeg kan ikke give min stemme for sådan noget, og jeg aner ikke, om det gør, at jeg ikke kan komme op til eksamen - egentlig er jeg fuldstændig ligeglad, da jeg på ingen måde går op i skolen mere. Jeg kan ikke samle mine tanker, og da slet ikke omkring skolearbejde.... Valgte endda at pjække fra skole igår, fordi jeg ikke magter det mere. Der er så mange ting samlet på en gang, og det er bare noget værre noget. Kan godt drømme mig væk til, at jeg stadig har mit værelse i fjordparken... Eller stadig er i Lillelund... Eller sidder ved molen for enden af Bollerstien.... Eller med udsigt til fjorden fra Langelinje. Det er virkelighedsflugt, og det er dét, jeg har prøvet at stikke af fra.. Jeg burde derfor også selv droppe det... Hva fanden...

Happy Halloween!

I fredags holdt jeg Halloween fødselsdag. Oprindeligt skulle den have været afholdt i Lillelund sammen med en af beboerne, men efter alt det her med flytning, blev det til, at jeg holdt den selv henne ved mine forældre. Det blev en gangske tilfredsstillende fest, og efter hvad jeg kunne tolke, hyggede folk sig gevaldigt, også selvom de ikke alle kendte hinanden.
    Der er bare et eller andet ved, når man klæder sig ud og slipper tøjlerne. Det er ligesom ikke pinligt, det er bare skide hyggeligt og festligt! Alt gik som det skulle, og det var stille og roligt. Som 'host' følte jeg mig malplaceret, og pga. alt det med farvel til Lillelund, evakuering, skole og tatovør lærling, var mit hoved bare ikke helt i sit es. Det havde også været virkelig stressende at planlægge festen, da det hele skete i sidste øjeblik. Jeg havde planlagt at skulle bage alt muligt kage, men det blev aldrig til noget pga. tidsmangel.

Tidsmangel er det, jeg lider af pt. Da jeg boede hjemme og havde arbejde i Bowl'n'fun, kunne jeg sagtens finde ud af at spise aftensmad, selvom jeg skulle møde kl. 17.00. Nu er det sjældent, at jeg får noget ordentligt aftensmad. Det lyder også bare så underligt at sige, at man ENDELIG skal have aftensmad, hvor det egentlig bare burde være en hverdags ting. For tiden er det bare hektisk at få alt til at passe sammen, og samtidig stadig have tid til at mødes med folk.
    Fx er jeg lige pt. ved mine forældre, og alligevel sidder jeg for mig selv ved deres computer, hører musik og tegner. Det er som om, jeg bedre har tid til mig selv, når jeg er her eller henne ved tatovøren. Får slet ikke tegnet ellers...

Men jaja.. Og... I dag skal jeg have taget billede sammen med lille Thea, inden hun bliver for stor! Hun vokser og vooookser.

Almost goodbye

Sidste uge har været en meget underlig uge, som jeg ikke helt har kunnet tage stilling til. Sidste mandag blev jeg ringet op om, at jeg gerne skulle være ude inden 10 dage, eller i efterårsferien. Dråben faldt, mit hoved brast sammen, og jeg begyndte at pakke samme dag indtil klokken var 03.00. Jeg følte det som om, jeg skulle evakueres, og det hele gik så stærkt. Fredag blev mine dyr og havenisser hentet, da jeg frygtede for dem. Det var nok det evakuere-gen, der blussede op i mig. Da jeg kom hen til Paw om aftenen efter at have været på arbejde, kunne jeg heller ikke lade være med at bryde sammen. Måden det hele skete på var meget uvirkelig for mig. Jeg er sikker på, at de alle bare har ment det af god tro om, at jeg bare gerne ville være ude hurtigt.. Men havde aldrig i mit liv regnet med, at det skulle foregå så hurtigt.

Mine 4½ måneder i Lillelund har været med blandede oplevelser, som alle har gjort mig SÅ meget klogere. At tage beslutningen om at flytte hjemmefra og ind i et kollektiv, var SÅ grænseoverskridende, og jeg er super taknemmelig for at have fået lov til at bo i Lillelund. Min personlighed og måde at være på, passede bare ikke helt ind, og jeg er sikker på, at den nye tilflytter bedre falder ind i Lillelunds energi. For mig har det føltes som et sted til at opbevare mine ting, og samtidig lidt som en lejerskole. Har følt, jeg har forsømt mine dyr, og ikke udnyttet det kæmpe hus, som Lillelund er, ordentligt nok.


    Selvom jeg har en drøm om et skoveventyr, som ikke kan fuldføres lige pt., er jeg sikker på, at tiden på Kaptajn Andersens Gade også vil blive en kæmpe oplevelse.

Hvis du tænker på en bog og dens kapitler. For hvert kapitel du læser, jo mere uddybende bliver din viden om personerne og handlingen. For hvert kapitel, sker der en udvikling, og sådan ser jeg også lidt livet. For hver oplevelse i livet der sker, jo tættere kommer du på målet (men hvad dit mål så er, er en helt anden bekymring). Ting sker af en grund.
    Min 'sorte' emo tid førte til, at jeg blev mere udadvendt og begyndte at opleve livet. Det førte til, at jeg startede på 10. klasse, som førte til en masse bekendtskaber, som førtes videre på VUC. VUC førte til bagergrundforløbet, hvor jeg mødte Rasmus og andre dejlige mennesker.. Bager førte til en masse tid brugt i Iron & Ink og en masse tatoveringer rigere, SAMT en lærerplads i 6 dage i Vejle, som senere førte til, at jeg fik arbejde i Bowl'n'fun IGEN... Herefter flyttede jeg i Lillelund med bl.a. Rasmus.. Da jeg her følte, jeg hellere måtte komme igang med noget skole og komme videre i systemet, begyndte jeg på HG-S, hvor jeg så bl.a. mødte Kathrine.. Kathrine førte til, at jeg nu står og har fået en lærerplads som tatovør..
´   Lillelund førte til, at jeg IGEN er flyttet, og nu bor på Kaptajn Andersens Gade med Paw.

Lorte flytning og rod

Virklighedens venskab

Hej :)

Jeg er veninde af Tina. En fantastisk pige, med så utrolig meget livsglæde, og engagement for det hun brænder for.

Jeg har i Tina fået en veninde, der mest af alt minder om en tvillingesøster, trods aldersforskellen på 1 år. Kreativiteten har vi begge. Vi er begge vilde med tatoveringer, og rigtig mange af dem.

Jeg har aldrig mødt noget menneske som Tina. Hun er omsorgsfuld, på en "stilfærdig" og rar måde. Hun er et eventyr at være i selskab med. Hun har en personlighed og et væsen jeg aldrig har kendt til før. Lige så normale og kedelig andre mennesker er, lige så højtråbende og farverig er Tina. 

Jeg kunne ikke være meget gladere for at ha' mødt hende! Hun giver mig lyst til at tage afsted til skole, for bare turen der hen bliver en ren udflugt :) 

I skoletiden er vi de to støjnisser oppe foran. Selvom skolen ikke siger mig det helt store, giver hun mig lyst til at gøre fremmøde, og hun for mig til at grine af alt det, som er surt.

Tina gør en forskel i forhold til andre mennesker. Hun vil gerne gøre en forskel.

Hun er en rigtig lille skovnisse, med et stort hjerte.

Hende vil jeg aldrig undvære! <3

  

Må man ikke være sig selv mere?

Det har altid været sådan, at jeg ikke har måttet være mig selv på den ene eller den anden måde. Der har altid været noget, folk ikke brød sig om, eller som de mente, jeg burde gøre anderledes. Der har altid været en masse forventninger, man har skullet leve op til, men aldrig har kunnet, da det ikke føltes rigtigt. Af den ene eller anden grund, har man følt, at andre ville have en til at være noget, man ikke var.
    Det er et evigt problem, som endnu plager mig den dag idag. Jeg kan ikke lyve mig fra, at jeg er godt dækket med tatoveringer efterhånden. Selvom flere og flere får tatoveringer, har folk det stadig svært med at acceptere dem. Specielt som kvinde.. Kvinder skal jo ikke tildækkes med grimme sorte/farverige tegninger, da det ikke er ideelt og ikke er feminint. Kvinder skal være rene, uskyldige og smukke. Det er simpelthen ikke muligt med disse 'tegninger' på sig. IRONISK!

Jeg kan virkelig ikke se problemet i, at man vælger at pynte sig med tatoveringer. Det er så personligt, som det overhovedet kan gøres, og så individuelt! Der er intet, der er mere fascinerende end dette? Man vælger at bære sit liv på sin krop, så andre kan se det. Man blotter sig selv fuldstændig, og man har modet til det. Det skal også siges, at det giver en UTROLIG livsglæde af, at der ikke findes nogen 100% som en selv, man er sig selv. Enestående.
    Jeg kan sagtens forstå, at nogle folk er krænket over det, og man skal selvfølgelig også respektere dem, som ikke brydes sig om det. Men jeg ser det bare lidt som racediskrimination, hvilket jeg ikke rigtigt finder mig i.. Du må hade mig for min mening, men jeg står sømmet fast til gulvet!

Skal jeg måske også gå hen og sige til dig, at jeg ikke synes, du skal have lyst hår, fordi jeg ikke synes det er pænt? Eller at du ikke skal have den bluse på, fordi den er hæslig? At du skal tage dine sko af, fordi de ikke har den rigtige farve?
     Det er fuldstændig det samme problem med tatoveringer: DU MÅ IKKE HAVE DEM, FORDI JEG IKKE KAN LIDE DEM??

Kommer aldrig til at forstå menneskeheden..