Et godt stykke videre

På det seneste har der lagt en vis ro omkring mig. Følelsen er ikke helt til at beskrive, men der er bare noget, der er helt specielt for tiden. Alt synes at køre, som det skal, og intet kan røre mig. Efterhånden som tiden går, har jeg fundet ud af, at man kun kan hjælpe sig selv. Nogle mennesker er villige til at hjælpe en videre, men somme tider er det ikke tilfældet ved andre. Hvis du ikke er tilfreds med noget, så må du selv tage affæren i hånden og ændre på det eller skabe det.
    I weekenden overværede jeg 2 fra min gamle klasse i folkeskolen i byen, samt nogle andre fra andre årgange. Det var en underlig følelse blandet af gru og foragt. Alt det, de skabte for mig dengang, det de smadrede ved mig og hånede mig for. På en måde er jeg glad for alt dét, der skete dengang, eftersom jeg er overbevidst om, at det er dét, der har gjort mig så stærk i dag. Jeg ved, hvilke ting jeg skal undgå, hvilke ting jeg vil ændre, hvilke ting jeg aldrig ville håbe sker for andre - selvom der er så mange, der bliver mobbet i skolen nu til dags. På trods af, at jeg aldrig rigtig har haft noget til overs for folkeskolen, så står jeg her tilbage og kan kun grine af, hvor usikre, de måtte have været, da de sad i klassen, stod på gangen, i skolegården, på stien og ved cykelskurene og svinede mig til. De måtte ligesom kompensere for den manglende fornuft og tankegang, som de dengang ikke var i besiddelse af. Jeg skal dog ikke kunne udelukke, at de sikkert er blevet ganske fine med årene.

Jeg er glad for den tid, jeg har tilbragt i timerne i skolen på at tegne i mine skrivehæfter, i bøger og på borde. På mit værelse med musikken skruet højt op og døren lukket til for omverdenen. Jeg lukkede til sidst døren op til omverdenen og ville udforske den. Mit værelse havde ikke længere mere at byde på, bjergene var besteget og drømmeverdenen var en svunden tid. Tiden for at dagdrømme dagen væk var slut, og verdenen skulle udforskes. Der er mere at byde på derude.
    Jo flere og flere gange jeg tatoverer, jo mere og mere kan jeg mærke fremskridt. Maskinen er mere under kontrol, og jeg lægger mærke til, når den ikke dur ordentligt, eller hvis det hele kører uden nogen bump på vejen. Får ros for, at jeg bare er sprunget ud i at bruge maskinen, og ikke videre behøver introduktion til, hvordan det hele fungerer. Får af vide, af den ene tatovør i shoppen, at hun aldrig har set en, der har 'lært' det så hurtigt før, og hun er stadig meget imponeret af mine linjer. Jeg er stolt af mig selv. Jeg kan læne mig tilbage i min turkise mormor 'filt' lænestol og grine af folkeskolen. Jeg er kommet langt, og jeg laver noget, jeg elsker.

    I dag var vi henne og se Skanderborgshoppen, som åbner engang i februar. Mig og Monika skal vist rykke derop, og når vi skal det, ville det være alt for fedt at have sin egen maskine. Én, der altid virker, som får farven ordentligt ind og som er hurtigt. Jeg vil med glæde give en ordentligt sjat skilling for noget, der kan forbedre mine værker! Det er en investering.

Lillelund.... Hvad er det, dét er?

I går blev Lillelund for alvor et afsluttet kapitel i mit liv. Jeg fik mine depositum penge tilbage af ham, der  overtog min 'andel' i Lillelund. For et par dage siden var jeg forbi og tape mit navn over på postkassen, så nu er jeg for alvor ikke-eksisterende der. Jeg begyndte at tænke over tingene i går, og jeg prøvede inderligt at forestille mig, hvordan jeg kom ind af hoveddøren, ind i entréen, stille mine sko på skohylden, gå op af trappen, dreje om hjørnet, åbne døren ind til mit værelse, høre pippere twitte, se mine havenisser fylde på hele den ene væg, min seng, som nøjagtigt lige kunne stå i værelsets bredde.
    Gå ned af trappen igen, ind i køkkenet, åbne det enorme køleskab og fryser, hejse luksusovnen ned, åbne grillristen ved siden af induktionskogepladen.
    Gå ud på badeværelset med toilet og bruser samlet. Slukke lyset og tænde stearinlys og tage bad i mørkets skær.

I bund og grund kan jeg nærmest ikke forestille mig det mere. Det syntes som et lysår siden, jeg boede der, og jeg kan ikke rigtigt fatte, at det var i det hus, jeg flyttede hjemmefra til. Kan ikke lyve mig fra, at det var et fedt hus at bo i, og det var meget mere luksuriøs, end de fleste boliger, nutidens unge bor og har råd til at bo i. Men... Lillelund var simpelthen for stort til mig, hvis jeg skulle sige det.
    Når jeg sammenligner Kaptajnen med Lillelund, ville jeg 10000 gange hellere bo på Kaptajnen. Her er så meget karakteristik, og det er et sted, man ikke sårn bare glemmer. Vi har ikke en så dejlig baggård, som Lillelund, men vi har så meget andet i stedet for. Jeg er vokset så meget de seneste to måneder og oplevet ting, jeg aldrig har oplevet før. Lever lykkere end nogen sinde før med manden i mit liv. Det er bare noget helt specielt ved at kigge ind i hans øjne, og der er intet, der kan erstatte den følelse. En følelse, som er vedvarende.
   Denne følelse gør også, at jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at tage afsted på arbejde og hen til tusshop. Arbejde er bare noget der er til for at skabe penge til at leve for. Tus er en fremtidsudsigt og jeg ved, jeg burde satse på det. Jeg svæver bare lige på en lyserød sky, som ingen kan få mig ned fra.

Barnedåb og arbejde

I dag  blev min fiiiine lille niece døbt, Thea Boon Pedersen. Som tiden dog går - føler det var igår, at jeg fik af vide, at jeg skulle være moster. Det er dog snart et helt år siden, at dette fandt sted. Som fader, så glæder jeg mig til at lære hende at hende og ikke mindst at se hende vokse op og blomstre. Denne verden er ikke, som den ser ud til at være, og det er derfor også bare med at udnytte mulighederne, som kommer! Med de forældre Thea har, er jeg sikker på, hun nok skal få udrettet noget godt.
    Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om barnedåb, men jeg kan godt forstå, hvorfor nogen vælger det, såfremt fravælger det. Det er traditionen tro, og det er bare noget, man gør. Jeg ved ikke, om jeg vil have mine børn døbt. Det skulle da kun være for traditionen tro, og for at få papir på fader og gudmor.
    For mig er det lidt ligesom konfirmation. Mange gør det kun for traditionen og for gaverne, og ikke for kirken og troen. Det er bare sådan, at det moderne danske samfund er skruet sammen på, og den måde, som 'troen' er 'udviklet' på. Men igen.. Barnedåb er en meget flot ting, som da helt sikkert også skal værdsættes, når folk vælger den vej.


Lige pt sidder jeg i sofaen, mens Paw sidder i min DEJLIGE turkise 'filtstol', som han så flot kalder den. Han har indrømmet, at man sidder godt i den, og det er heller ikke lyv!! Jeg sidder og kaster M&M peanuts på ham. Mest for at fodre ham, men også for at have lidt sjov - griner da slet ikke af ham, når jeg rammer ham i ansigtet ;)
Vi er begge meget trætte efter to hårde arbejdsdage, men julemåneden presser på. Det skal heller ikke alt sammen handle om penge, men de er gode at have. Sammen har vi en drøm om at flytte til et andet land og blive massemillionære. Man skal jo ligesom starte sine millioner et sted, og Kaptajnen er et godt mærke på søkortet!
    Verden er som et kæmpe hav. Der er farevande, lavvande, højvande og jeg ved ikke hvad, men man kan næsten altid vende skuden til en anden destination.


Jeg glæder mig også bare til at blive endnu bedre til at tatovere, men det kommer nok gradvist. Jeg synes, at folk er meget gode til at støtte op om mig, og lægge sin krop på operationsbordet, så jeg kan lege lidt med nogle nåle og noget blæk. Jeg håber, folk kan se noget fremgang i mig, men jeg ved, det bliver en længere varig læringsperiode!