EKSTATISK

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet et indlæg, og har virkelig mange gange villet skrive. Der har vel bare været alt for meget at skrive om, så jeg slet ikke har vidst, hvad jeg skulle komme ud med.
    Jeg har det bedre end nogen sinde før, og inspirationerne kører rundt i mit hoved. Prøver at udvikle min horisont indenfor mit fag, og jeg vil ikke stå fast ved en stilart i tegning og tatovering. Jeg vil aldrig komme ind i en rutine, hvor jeg ikke prøver at udforske verden. Det er simpelthen for kedeligt, når du bare tegner det samme og det samme, dag ud og dag ind. Jeg elsker old school/new school, men derfor er det rart at afvikle lidt. Derfor er jeg begyndt at tegne ’dotwork’, som egentlig er prikker, der udformer sig, som skyggerne i piece’et. Det er virkelig fascinerende, hvad prikkerne gør ved det færdige resultat, og jeg er helt ekstatisk med det. De sidste par dage, har jeg bare rendt rundt og smilet hele dagen nede i tusshoppen, fordi der bare er kommet så meget inspiration ind i mit hoved.
    Paw siger, han sagtens kan se, når jeg VIIIRKELIG er ekstatisk overfor noget. Jeg laver store øjne og hæver brynene, og samtidig snakker jeg på en helt anden måde. Jeg lægger selv mærke til det, og det er blevet så voldsomt for tiden – ikke at det er en dårlig ting. Det er vel positivt at være livsglad?

Spørgsmålet mange giver til os tatovører, og som egentlig kan pisse en lidt af, ’kan vi ikke få det til en billigere pris’?
    Går du måske ned i H&M og spørger, om du kan få den og den bluse til en lavere pris? Nej.. Der står et prismærke på trøjen, og det er, hvad du betaler. Vi bruger trods alt måske også hele aftenen på at tegne pieces til dig, vores fritid til at tænke designs i. Jeg tegnede fx på et piece i dag i tusshoppen (hvor jeg havde tegnet hele dagen), og da jeg var på besøg henne ved mine forældre, fortsatte jeg med at tegne på piece’et. Da jeg kom hjem til mig selv igen, tænkte jeg videre med fremtidige designs. Ens hjerne bliver påvirket på en helt speciel måde, og somme tider kan du snakke med personer, uden egentlig at høre efter, fordi du netop har de sygeste tegneidéer! Så når du spørger, om du kan få rabat, så tænk på, at det er vores arbejde, du satser på. Vi bruger så pokkers lang tid på forberedelse, slider på vores maskiner og ikke mindst vores kroppe (også selvom vi elsker dét, vi laver).

Jeg har på det sidste også tænkt meget på noget helt andet. Har altid hørt, at når man flytter hjemmefra, får man et bedre forhold til sine forældre. Jeg har aldrig rigtig troet på det, men jeg har efterhånden været vidne for, at det er sandt. Der har altid været noget mellem min sands for forståelse af forældre, men jo længere tid, jeg har boet ude, jo mere forstår jeg dem. Kan slet ikke lide, når folk er hårde ved dem, og jeg tænker mere på at tage mig af dem. Samtidig har jeg også fået en følelse af forståelse fra dem. De forstår mere og mere mit valg med at begynde at tatovere, når de kan se, hvor glade jeg er blevet for det. De kan ikke sige mig imod, for de vil mig bare det bedste – så længe jeg er glad. Jeg er glad for dem, og jo længere flere år der går, jo mere føler jeg, jeg skal tage mig af dem. Give dem lidt forkælelse og gøre gode ting. I stedet for at være imod dem.

Btw… De siger, jeg har mange tatoveringer. Jeg viser mine fortællinger på min krop. Ikke at alle betyder noget, men de har hver sit udtryk og gøres til mig. Man kan enten hade mig for det, eller blive fascineret, fordi jeg kan udtrykke mig på den måde. Jeg har det med at få spontane tatoveringer, men det er oftest dem, der har størst effekt på en.

     + mine vinger

Mindes tilbage

I går besluttede jeg mig for at gå en aftentur, som endte forbi min bedstemor og bedstefars hus. Jeg havde sådan en lyst til at besøge dem og bare mindes tilbage.
    På vej derhen, tænkte jeg på de ting, jeg husker fra dem.

Viften med tigeren, der hang over jeres spisebord. Alle de spændende fugle udenfor, som Anja og mig altid var med henne at fodre og den sjove lugt, det havde. Kludene i vinduerne af fugleburene, Onkel Michaels motor cross.
I havde altid isvafler i fryseren, når vi var på besøg. Smøret i køleskabet havde altid en hård skorpe, fordi i aldrig brugte det selv. Bedstemor, du sagde altid 'aahhh', når du havde taget en slurk af det gule saftevand, vi altid drak. Og så var din boller i karry suveræn!!!
Du havde en sjov telefon, som havde en form for plastik-trække-ud-himstergimst, hvor man kunne skrive navne og telefonnumre ned på, og som man på en måde kunne trykke ned på. Den var altid sjov at lege med.
Samtidig sov Anja og mig altid nede i kælderen, når vi var på besøg. I et gråt sengessæt med tigere på (som meget muligt stadig ligger mølædt i vores skab i Fjordparken). Alle jeres hoptimister, som var gået fra hinanden og ødelagte. Spejlet i soveværelset. 'Vaskekælderen', din røde bil, din postkasse.
Den dejlige sæbe, der altid duftede af på toiletterne, og plysset, der betonede på gulv og sæde.
Jeres kukkeur, der altid lavede lyde, og det år, hvor vi holdt jul med et plastikjuletræ, der stod ovenpå dit sofabord. Med gaverne under. Dét år fik Anja og mig et løbejul, som vi kørte rundt på i stuen, efter at have pakket dem op.
Din urtehave med jordbær og kartofler, samt de fineste studenternelliker, vi altid plukkede en kæmpe buket af. Dino, som logrede med sin hale, mens han rodede efter kartofler. Hans gøen og hans underlige hårde plet i nakken.

Selvom jeg ikke rigtig husker min bedstefar, mindes jeg tydeligt min bedstemors stemme. Jeg er ked af, hvis du følte, jeg var meget stædig og uregerlig, for det var jeg. Jeg ville ænske, i begge kunne opleve nu. Været der til min konfirmation, Anja og Jonas' bryllup og ikke mindst Theas fødsel. Mødt Paw og set os alle vokse, modne og blive ældre. Når jeg tænker på andres bedsteforældre, så misunder jeg dem på sin vis. Det kunne være rart at have også, og eftersom jeg selv har en tendens til at være old school - sy, hækle, strikke, gøre rent, mad, hygge.

Jeg er glad for at have disse små momenter i min hukommelse, som gang på gang dukker op. Jeg vil altid kunne huske, hvordan jeres hus så ud dengang, men da jeg i går stod og kiggede på det, måtte jeg gå lidt frem og tilbage på fortovet. Troede det var det forkerte hus, fordi det har ændret sig så meget siden, i boede der. Vil huske det for, hvad det var, og ikke hvad det er idag. Vestbyen er jeres område, og det er her, jeg nu bor!


Håber også, at når jeg en gang forlader denne verden, vil blive husket for bare de mindste ting. Blive ved med at være i hukommelsen på dem, jeg kender. Tilmed hjemsøge dem af og til - på en god måde!

Long time, no see!!

Jeg kan ærligt talt ikke helt besvare, hvorfor jeg ikke har fået skrevet noget på det seneste. Jeg tror bare mit hoved har været for travlt, og der er sket en masse.
For et par dage siden snakkede jeg med en gammel klassekammerat fra bagerskolen, da jeg tatoverede hende. Hun forklarede, at en af vores gamle lærere faktisk efterspurgte, at jeg opdaterede noget mere på min blog, da han syntes, det var så hyggeligt at følge med i, hvad jeg gik og lavede. Ikke mindst var han glad for at læse, at jeg lavede noget, jeg godt kunne lide. Så Niels - nu skriver jeg en opdatering til ære for dig!!

    Tatoveringerne flyder derud af, selvom jeg godt kunne tænke mig at tatovere noget mere. Jeg er sikker på, at det nok skal komme. Står også og skal starte i en ny shop, vi åbner i Skanderborg snart. Det bliver spændende, og jeg håber, der stadig vil være kunder der. Nu har jeg trods alt fået købt min egen lækre Dragonfly tatoverings maskine, som bare fungerer SÅ godt. Den er kongelig i forhold til de maskiner, jeg bruge før. De var start-maskiner, som fungerede ganske udmærket, men jeg vidste, jeg kunne få noget bedre.
    Har mor ikke lært, at man skal stræbe længere, når man kan? På den anden side skal man heller ikke starte med det bedste, for så har man jo heller ikke noget at stræbe efter og arbejde op imod.

Jeg ved, jeg skal bruge min tid noget bedre, når jeg er hjemme, og at jeg virkelig snart burde fokusere noget mere på mit tegneri. Det er bare så svært, når Paw også går herhjemme og gerne vil have en med til forskellige ting. Distraktion. Jeg kan ikke sige nej til at lave ting med den person, jeg elsker... Og jeg lever livet med ham pt. Jeg har det virkelig bedre end nogen siden, og der er ikke noget sted, jeg hellere vil være, end her på Kaptajnen med ham!
    Jeg glæder mig til, når tiden kommer til, at jeg bare kan fokusere på ét sted, og ikke på to arbejdspladser..

Månederne går. Det føles som om, det var Oktober måned i går, men det er allerede snart 4 måneder siden, jeg flyttede fra Lillelund. Snart 1 år siden, jeg flyttede hjemmefra fra Fjordparken! 4 måneder siden, jeg egentlig for real sidst snakkede med dem fra Lillelund, og har slet intet hørt fra dem siden. Det føles virkelig som om, det aldrig er sket, og jeg mindes det ikke. På nogle måder kunne det være hyggeligt nok at have lidt kontakt til dem stadig, men jeg tror også bare det var måden, det hele skete på, og de måske blev lidt forskrækkede. Måske er det også bare fordi, vi er på nogle vidt forskellige rejser her i livet. Hvis jeg skal være ærlig, ærgrer det mig egentlig ikke specielt meget. Jeg er, hvor jeg burde have været for længst.

Home alone

Sidder her i sengen med en tom side ved siden af mig. Mine øjne klør, og jeg burde virkelig gå i seng. Paw er til julefrokost i Herning med nogle gamle skolevenner, og han kommer først hjem engang imorgen. På en eller anden måde, er det først RIGTIGT sunket ind, at intet bliver, som det var engang - ikke at jeg ønsker mig, at det bliver det eller noget. Men... Mor gjorde alt, da jeg boede hjemme. Støvsugede, vaskede tøj, handlede ind efter en liste, man havde tilføjet ting til, købte toiletpapir, gjorde wc'et rent, tømte skraldeposen hver aften. Jeg har ikke noget imod at gøre alle disse ting selv nu, men min mor kommer fx aldrig mere til at gøre mit toilet rent - ikke at hun på nogen måde skal gøre det! Men man får et kæmpe ansvar, når man flytter hjemmefra. Da jeg boede hjemme, var jeg doven - er stadig til en vis grad doven, men i det mindste gør jeg mine pligter. Hvis ikke Paw eller mig gør det, er der ikke andre til at gøre tingene. Vi bestemmer her..


Lillelund er så fjernt. Nytårsaften kiggede vi forbi ved en fest på Kaptajnen, og her så jeg to af Lillelund's beboere. Jeg genkendte dem, men psykisk kunne jeg ikke genkende dem. Det er en svunden tid, og jeg er kommet videre. Jeg var ikke på det rette sted dengang, men nu er jeg.

Min alt for store Homer Simpsons herre trøje dufter nyvasket, køkkenskabene har fået system idag, og sengen er redt (snart ikke mere, eftersom jeg dykker ned under dynen om lidt). Alt dette er noget, jeg selv har formået UDEN forældres hjælp. Jeg kan godt... Men hvis jeg ser blot et år tilbage, ville jeg nok aldrig havde troet, jeg ville være her idag. Være selvforsynet.
    Har altid haft den tanke, at jeg ville ende som crazy cat lady i Simpsons. Alene med en masse dyr. Efter jeg er flyttet sammen med Paw, og han nu ikke befinder sig på Kaptajnen pt, kan jeg mærke, at jeg ikke ville kunne holde ud at blive som crazy cat lady. Selvom jeg er vandt til, at han somme tider er på arbejde,  kan jeg bare nu mærke, at han mangler omkring mig... Men i det mindste kommer han allerede hjem om 10-13 timer!

 

Et godt stykke videre

På det seneste har der lagt en vis ro omkring mig. Følelsen er ikke helt til at beskrive, men der er bare noget, der er helt specielt for tiden. Alt synes at køre, som det skal, og intet kan røre mig. Efterhånden som tiden går, har jeg fundet ud af, at man kun kan hjælpe sig selv. Nogle mennesker er villige til at hjælpe en videre, men somme tider er det ikke tilfældet ved andre. Hvis du ikke er tilfreds med noget, så må du selv tage affæren i hånden og ændre på det eller skabe det.
    I weekenden overværede jeg 2 fra min gamle klasse i folkeskolen i byen, samt nogle andre fra andre årgange. Det var en underlig følelse blandet af gru og foragt. Alt det, de skabte for mig dengang, det de smadrede ved mig og hånede mig for. På en måde er jeg glad for alt dét, der skete dengang, eftersom jeg er overbevidst om, at det er dét, der har gjort mig så stærk i dag. Jeg ved, hvilke ting jeg skal undgå, hvilke ting jeg vil ændre, hvilke ting jeg aldrig ville håbe sker for andre - selvom der er så mange, der bliver mobbet i skolen nu til dags. På trods af, at jeg aldrig rigtig har haft noget til overs for folkeskolen, så står jeg her tilbage og kan kun grine af, hvor usikre, de måtte have været, da de sad i klassen, stod på gangen, i skolegården, på stien og ved cykelskurene og svinede mig til. De måtte ligesom kompensere for den manglende fornuft og tankegang, som de dengang ikke var i besiddelse af. Jeg skal dog ikke kunne udelukke, at de sikkert er blevet ganske fine med årene.

Jeg er glad for den tid, jeg har tilbragt i timerne i skolen på at tegne i mine skrivehæfter, i bøger og på borde. På mit værelse med musikken skruet højt op og døren lukket til for omverdenen. Jeg lukkede til sidst døren op til omverdenen og ville udforske den. Mit værelse havde ikke længere mere at byde på, bjergene var besteget og drømmeverdenen var en svunden tid. Tiden for at dagdrømme dagen væk var slut, og verdenen skulle udforskes. Der er mere at byde på derude.
    Jo flere og flere gange jeg tatoverer, jo mere og mere kan jeg mærke fremskridt. Maskinen er mere under kontrol, og jeg lægger mærke til, når den ikke dur ordentligt, eller hvis det hele kører uden nogen bump på vejen. Får ros for, at jeg bare er sprunget ud i at bruge maskinen, og ikke videre behøver introduktion til, hvordan det hele fungerer. Får af vide, af den ene tatovør i shoppen, at hun aldrig har set en, der har 'lært' det så hurtigt før, og hun er stadig meget imponeret af mine linjer. Jeg er stolt af mig selv. Jeg kan læne mig tilbage i min turkise mormor 'filt' lænestol og grine af folkeskolen. Jeg er kommet langt, og jeg laver noget, jeg elsker.

    I dag var vi henne og se Skanderborgshoppen, som åbner engang i februar. Mig og Monika skal vist rykke derop, og når vi skal det, ville det være alt for fedt at have sin egen maskine. Én, der altid virker, som får farven ordentligt ind og som er hurtigt. Jeg vil med glæde give en ordentligt sjat skilling for noget, der kan forbedre mine værker! Det er en investering.

Lillelund.... Hvad er det, dét er?

I går blev Lillelund for alvor et afsluttet kapitel i mit liv. Jeg fik mine depositum penge tilbage af ham, der  overtog min 'andel' i Lillelund. For et par dage siden var jeg forbi og tape mit navn over på postkassen, så nu er jeg for alvor ikke-eksisterende der. Jeg begyndte at tænke over tingene i går, og jeg prøvede inderligt at forestille mig, hvordan jeg kom ind af hoveddøren, ind i entréen, stille mine sko på skohylden, gå op af trappen, dreje om hjørnet, åbne døren ind til mit værelse, høre pippere twitte, se mine havenisser fylde på hele den ene væg, min seng, som nøjagtigt lige kunne stå i værelsets bredde.
    Gå ned af trappen igen, ind i køkkenet, åbne det enorme køleskab og fryser, hejse luksusovnen ned, åbne grillristen ved siden af induktionskogepladen.
    Gå ud på badeværelset med toilet og bruser samlet. Slukke lyset og tænde stearinlys og tage bad i mørkets skær.

I bund og grund kan jeg nærmest ikke forestille mig det mere. Det syntes som et lysår siden, jeg boede der, og jeg kan ikke rigtigt fatte, at det var i det hus, jeg flyttede hjemmefra til. Kan ikke lyve mig fra, at det var et fedt hus at bo i, og det var meget mere luksuriøs, end de fleste boliger, nutidens unge bor og har råd til at bo i. Men... Lillelund var simpelthen for stort til mig, hvis jeg skulle sige det.
    Når jeg sammenligner Kaptajnen med Lillelund, ville jeg 10000 gange hellere bo på Kaptajnen. Her er så meget karakteristik, og det er et sted, man ikke sårn bare glemmer. Vi har ikke en så dejlig baggård, som Lillelund, men vi har så meget andet i stedet for. Jeg er vokset så meget de seneste to måneder og oplevet ting, jeg aldrig har oplevet før. Lever lykkere end nogen sinde før med manden i mit liv. Det er bare noget helt specielt ved at kigge ind i hans øjne, og der er intet, der kan erstatte den følelse. En følelse, som er vedvarende.
   Denne følelse gør også, at jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at tage afsted på arbejde og hen til tusshop. Arbejde er bare noget der er til for at skabe penge til at leve for. Tus er en fremtidsudsigt og jeg ved, jeg burde satse på det. Jeg svæver bare lige på en lyserød sky, som ingen kan få mig ned fra.

Barnedåb og arbejde

I dag  blev min fiiiine lille niece døbt, Thea Boon Pedersen. Som tiden dog går - føler det var igår, at jeg fik af vide, at jeg skulle være moster. Det er dog snart et helt år siden, at dette fandt sted. Som fader, så glæder jeg mig til at lære hende at hende og ikke mindst at se hende vokse op og blomstre. Denne verden er ikke, som den ser ud til at være, og det er derfor også bare med at udnytte mulighederne, som kommer! Med de forældre Thea har, er jeg sikker på, hun nok skal få udrettet noget godt.
    Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om barnedåb, men jeg kan godt forstå, hvorfor nogen vælger det, såfremt fravælger det. Det er traditionen tro, og det er bare noget, man gør. Jeg ved ikke, om jeg vil have mine børn døbt. Det skulle da kun være for traditionen tro, og for at få papir på fader og gudmor.
    For mig er det lidt ligesom konfirmation. Mange gør det kun for traditionen og for gaverne, og ikke for kirken og troen. Det er bare sådan, at det moderne danske samfund er skruet sammen på, og den måde, som 'troen' er 'udviklet' på. Men igen.. Barnedåb er en meget flot ting, som da helt sikkert også skal værdsættes, når folk vælger den vej.


Lige pt sidder jeg i sofaen, mens Paw sidder i min DEJLIGE turkise 'filtstol', som han så flot kalder den. Han har indrømmet, at man sidder godt i den, og det er heller ikke lyv!! Jeg sidder og kaster M&M peanuts på ham. Mest for at fodre ham, men også for at have lidt sjov - griner da slet ikke af ham, når jeg rammer ham i ansigtet ;)
Vi er begge meget trætte efter to hårde arbejdsdage, men julemåneden presser på. Det skal heller ikke alt sammen handle om penge, men de er gode at have. Sammen har vi en drøm om at flytte til et andet land og blive massemillionære. Man skal jo ligesom starte sine millioner et sted, og Kaptajnen er et godt mærke på søkortet!
    Verden er som et kæmpe hav. Der er farevande, lavvande, højvande og jeg ved ikke hvad, men man kan næsten altid vende skuden til en anden destination.


Jeg glæder mig også bare til at blive endnu bedre til at tatovere, men det kommer nok gradvist. Jeg synes, at folk er meget gode til at støtte op om mig, og lægge sin krop på operationsbordet, så jeg kan lege lidt med nogle nåle og noget blæk. Jeg håber, folk kan se noget fremgang i mig, men jeg ved, det bliver en længere varig læringsperiode!