På det seneste har der lagt en vis ro omkring mig. Følelsen er ikke helt til at beskrive, men der er bare noget, der er helt specielt for tiden. Alt synes at køre, som det skal, og intet kan røre mig. Efterhånden som tiden går, har jeg fundet ud af, at man kun kan hjælpe sig selv. Nogle mennesker er villige til at hjælpe en videre, men somme tider er det ikke tilfældet ved andre. Hvis du ikke er tilfreds med noget, så må du selv tage affæren i hånden og ændre på det eller skabe det.
I weekenden overværede jeg 2 fra min gamle klasse i folkeskolen i byen, samt nogle andre fra andre årgange. Det var en underlig følelse blandet af gru og foragt. Alt det, de skabte for mig dengang, det de smadrede ved mig og hånede mig for. På en måde er jeg glad for alt dét, der skete dengang, eftersom jeg er overbevidst om, at det er dét, der har gjort mig så stærk i dag. Jeg ved, hvilke ting jeg skal undgå, hvilke ting jeg vil ændre, hvilke ting jeg aldrig ville håbe sker for andre - selvom der er så mange, der bliver mobbet i skolen nu til dags. På trods af, at jeg aldrig rigtig har haft noget til overs for folkeskolen, så står jeg her tilbage og kan kun grine af, hvor usikre, de måtte have været, da de sad i klassen, stod på gangen, i skolegården, på stien og ved cykelskurene og svinede mig til. De måtte ligesom kompensere for den manglende fornuft og tankegang, som de dengang ikke var i besiddelse af. Jeg skal dog ikke kunne udelukke, at de sikkert er blevet ganske fine med årene.
Jeg er glad for den tid, jeg har tilbragt i timerne i skolen på at tegne i mine skrivehæfter, i bøger og på borde. På mit værelse med musikken skruet højt op og døren lukket til for omverdenen. Jeg lukkede til sidst døren op til omverdenen og ville udforske den. Mit værelse havde ikke længere mere at byde på, bjergene var besteget og drømmeverdenen var en svunden tid. Tiden for at dagdrømme dagen væk var slut, og verdenen skulle udforskes. Der er mere at byde på derude.
Jo flere og flere gange jeg tatoverer, jo mere og mere kan jeg mærke fremskridt. Maskinen er mere under kontrol, og jeg lægger mærke til, når den ikke dur ordentligt, eller hvis det hele kører uden nogen bump på vejen. Får ros for, at jeg bare er sprunget ud i at bruge maskinen, og ikke videre behøver introduktion til, hvordan det hele fungerer. Får af vide, af den ene tatovør i shoppen, at hun aldrig har set en, der har 'lært' det så hurtigt før, og hun er stadig meget imponeret af mine linjer. Jeg er stolt af mig selv. Jeg kan læne mig tilbage i min turkise mormor 'filt' lænestol og grine af folkeskolen. Jeg er kommet langt, og jeg laver noget, jeg elsker.
I dag var vi henne og se Skanderborgshoppen, som åbner engang i februar. Mig og Monika skal vist rykke derop, og når vi skal det, ville det være alt for fedt at have sin egen maskine. Én, der altid virker, som får farven ordentligt ind og som er hurtigt. Jeg vil med glæde give en ordentligt sjat skilling for noget, der kan forbedre mine værker! Det er en investering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar