Lillelund.... Hvad er det, dét er?

I går blev Lillelund for alvor et afsluttet kapitel i mit liv. Jeg fik mine depositum penge tilbage af ham, der  overtog min 'andel' i Lillelund. For et par dage siden var jeg forbi og tape mit navn over på postkassen, så nu er jeg for alvor ikke-eksisterende der. Jeg begyndte at tænke over tingene i går, og jeg prøvede inderligt at forestille mig, hvordan jeg kom ind af hoveddøren, ind i entréen, stille mine sko på skohylden, gå op af trappen, dreje om hjørnet, åbne døren ind til mit værelse, høre pippere twitte, se mine havenisser fylde på hele den ene væg, min seng, som nøjagtigt lige kunne stå i værelsets bredde.
    Gå ned af trappen igen, ind i køkkenet, åbne det enorme køleskab og fryser, hejse luksusovnen ned, åbne grillristen ved siden af induktionskogepladen.
    Gå ud på badeværelset med toilet og bruser samlet. Slukke lyset og tænde stearinlys og tage bad i mørkets skær.

I bund og grund kan jeg nærmest ikke forestille mig det mere. Det syntes som et lysår siden, jeg boede der, og jeg kan ikke rigtigt fatte, at det var i det hus, jeg flyttede hjemmefra til. Kan ikke lyve mig fra, at det var et fedt hus at bo i, og det var meget mere luksuriøs, end de fleste boliger, nutidens unge bor og har råd til at bo i. Men... Lillelund var simpelthen for stort til mig, hvis jeg skulle sige det.
    Når jeg sammenligner Kaptajnen med Lillelund, ville jeg 10000 gange hellere bo på Kaptajnen. Her er så meget karakteristik, og det er et sted, man ikke sårn bare glemmer. Vi har ikke en så dejlig baggård, som Lillelund, men vi har så meget andet i stedet for. Jeg er vokset så meget de seneste to måneder og oplevet ting, jeg aldrig har oplevet før. Lever lykkere end nogen sinde før med manden i mit liv. Det er bare noget helt specielt ved at kigge ind i hans øjne, og der er intet, der kan erstatte den følelse. En følelse, som er vedvarende.
   Denne følelse gør også, at jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at tage afsted på arbejde og hen til tusshop. Arbejde er bare noget der er til for at skabe penge til at leve for. Tus er en fremtidsudsigt og jeg ved, jeg burde satse på det. Jeg svæver bare lige på en lyserød sky, som ingen kan få mig ned fra.