Et godt stykke videre

På det seneste har der lagt en vis ro omkring mig. Følelsen er ikke helt til at beskrive, men der er bare noget, der er helt specielt for tiden. Alt synes at køre, som det skal, og intet kan røre mig. Efterhånden som tiden går, har jeg fundet ud af, at man kun kan hjælpe sig selv. Nogle mennesker er villige til at hjælpe en videre, men somme tider er det ikke tilfældet ved andre. Hvis du ikke er tilfreds med noget, så må du selv tage affæren i hånden og ændre på det eller skabe det.
    I weekenden overværede jeg 2 fra min gamle klasse i folkeskolen i byen, samt nogle andre fra andre årgange. Det var en underlig følelse blandet af gru og foragt. Alt det, de skabte for mig dengang, det de smadrede ved mig og hånede mig for. På en måde er jeg glad for alt dét, der skete dengang, eftersom jeg er overbevidst om, at det er dét, der har gjort mig så stærk i dag. Jeg ved, hvilke ting jeg skal undgå, hvilke ting jeg vil ændre, hvilke ting jeg aldrig ville håbe sker for andre - selvom der er så mange, der bliver mobbet i skolen nu til dags. På trods af, at jeg aldrig rigtig har haft noget til overs for folkeskolen, så står jeg her tilbage og kan kun grine af, hvor usikre, de måtte have været, da de sad i klassen, stod på gangen, i skolegården, på stien og ved cykelskurene og svinede mig til. De måtte ligesom kompensere for den manglende fornuft og tankegang, som de dengang ikke var i besiddelse af. Jeg skal dog ikke kunne udelukke, at de sikkert er blevet ganske fine med årene.

Jeg er glad for den tid, jeg har tilbragt i timerne i skolen på at tegne i mine skrivehæfter, i bøger og på borde. På mit værelse med musikken skruet højt op og døren lukket til for omverdenen. Jeg lukkede til sidst døren op til omverdenen og ville udforske den. Mit værelse havde ikke længere mere at byde på, bjergene var besteget og drømmeverdenen var en svunden tid. Tiden for at dagdrømme dagen væk var slut, og verdenen skulle udforskes. Der er mere at byde på derude.
    Jo flere og flere gange jeg tatoverer, jo mere og mere kan jeg mærke fremskridt. Maskinen er mere under kontrol, og jeg lægger mærke til, når den ikke dur ordentligt, eller hvis det hele kører uden nogen bump på vejen. Får ros for, at jeg bare er sprunget ud i at bruge maskinen, og ikke videre behøver introduktion til, hvordan det hele fungerer. Får af vide, af den ene tatovør i shoppen, at hun aldrig har set en, der har 'lært' det så hurtigt før, og hun er stadig meget imponeret af mine linjer. Jeg er stolt af mig selv. Jeg kan læne mig tilbage i min turkise mormor 'filt' lænestol og grine af folkeskolen. Jeg er kommet langt, og jeg laver noget, jeg elsker.

    I dag var vi henne og se Skanderborgshoppen, som åbner engang i februar. Mig og Monika skal vist rykke derop, og når vi skal det, ville det være alt for fedt at have sin egen maskine. Én, der altid virker, som får farven ordentligt ind og som er hurtigt. Jeg vil med glæde give en ordentligt sjat skilling for noget, der kan forbedre mine værker! Det er en investering.

Lillelund.... Hvad er det, dét er?

I går blev Lillelund for alvor et afsluttet kapitel i mit liv. Jeg fik mine depositum penge tilbage af ham, der  overtog min 'andel' i Lillelund. For et par dage siden var jeg forbi og tape mit navn over på postkassen, så nu er jeg for alvor ikke-eksisterende der. Jeg begyndte at tænke over tingene i går, og jeg prøvede inderligt at forestille mig, hvordan jeg kom ind af hoveddøren, ind i entréen, stille mine sko på skohylden, gå op af trappen, dreje om hjørnet, åbne døren ind til mit værelse, høre pippere twitte, se mine havenisser fylde på hele den ene væg, min seng, som nøjagtigt lige kunne stå i værelsets bredde.
    Gå ned af trappen igen, ind i køkkenet, åbne det enorme køleskab og fryser, hejse luksusovnen ned, åbne grillristen ved siden af induktionskogepladen.
    Gå ud på badeværelset med toilet og bruser samlet. Slukke lyset og tænde stearinlys og tage bad i mørkets skær.

I bund og grund kan jeg nærmest ikke forestille mig det mere. Det syntes som et lysår siden, jeg boede der, og jeg kan ikke rigtigt fatte, at det var i det hus, jeg flyttede hjemmefra til. Kan ikke lyve mig fra, at det var et fedt hus at bo i, og det var meget mere luksuriøs, end de fleste boliger, nutidens unge bor og har råd til at bo i. Men... Lillelund var simpelthen for stort til mig, hvis jeg skulle sige det.
    Når jeg sammenligner Kaptajnen med Lillelund, ville jeg 10000 gange hellere bo på Kaptajnen. Her er så meget karakteristik, og det er et sted, man ikke sårn bare glemmer. Vi har ikke en så dejlig baggård, som Lillelund, men vi har så meget andet i stedet for. Jeg er vokset så meget de seneste to måneder og oplevet ting, jeg aldrig har oplevet før. Lever lykkere end nogen sinde før med manden i mit liv. Det er bare noget helt specielt ved at kigge ind i hans øjne, og der er intet, der kan erstatte den følelse. En følelse, som er vedvarende.
   Denne følelse gør også, at jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at tage afsted på arbejde og hen til tusshop. Arbejde er bare noget der er til for at skabe penge til at leve for. Tus er en fremtidsudsigt og jeg ved, jeg burde satse på det. Jeg svæver bare lige på en lyserød sky, som ingen kan få mig ned fra.

Barnedåb og arbejde

I dag  blev min fiiiine lille niece døbt, Thea Boon Pedersen. Som tiden dog går - føler det var igår, at jeg fik af vide, at jeg skulle være moster. Det er dog snart et helt år siden, at dette fandt sted. Som fader, så glæder jeg mig til at lære hende at hende og ikke mindst at se hende vokse op og blomstre. Denne verden er ikke, som den ser ud til at være, og det er derfor også bare med at udnytte mulighederne, som kommer! Med de forældre Thea har, er jeg sikker på, hun nok skal få udrettet noget godt.
    Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om barnedåb, men jeg kan godt forstå, hvorfor nogen vælger det, såfremt fravælger det. Det er traditionen tro, og det er bare noget, man gør. Jeg ved ikke, om jeg vil have mine børn døbt. Det skulle da kun være for traditionen tro, og for at få papir på fader og gudmor.
    For mig er det lidt ligesom konfirmation. Mange gør det kun for traditionen og for gaverne, og ikke for kirken og troen. Det er bare sådan, at det moderne danske samfund er skruet sammen på, og den måde, som 'troen' er 'udviklet' på. Men igen.. Barnedåb er en meget flot ting, som da helt sikkert også skal værdsættes, når folk vælger den vej.


Lige pt sidder jeg i sofaen, mens Paw sidder i min DEJLIGE turkise 'filtstol', som han så flot kalder den. Han har indrømmet, at man sidder godt i den, og det er heller ikke lyv!! Jeg sidder og kaster M&M peanuts på ham. Mest for at fodre ham, men også for at have lidt sjov - griner da slet ikke af ham, når jeg rammer ham i ansigtet ;)
Vi er begge meget trætte efter to hårde arbejdsdage, men julemåneden presser på. Det skal heller ikke alt sammen handle om penge, men de er gode at have. Sammen har vi en drøm om at flytte til et andet land og blive massemillionære. Man skal jo ligesom starte sine millioner et sted, og Kaptajnen er et godt mærke på søkortet!
    Verden er som et kæmpe hav. Der er farevande, lavvande, højvande og jeg ved ikke hvad, men man kan næsten altid vende skuden til en anden destination.


Jeg glæder mig også bare til at blive endnu bedre til at tatovere, men det kommer nok gradvist. Jeg synes, at folk er meget gode til at støtte op om mig, og lægge sin krop på operationsbordet, så jeg kan lege lidt med nogle nåle og noget blæk. Jeg håber, folk kan se noget fremgang i mig, men jeg ved, det bliver en længere varig læringsperiode!

Forward HERE WE GO!!

Kan slet ikke mindes tilbage til, da jeg pakkede alle mine ting fra Fjordparken, og flyttede i Lillelund. Det føles som for et lysår siden, og jeg er kommet så langt siden - hvis jeg selv skulle sige det. Siden da, er jeg blevet 21 år, pakket alle mine ting sammen igen og flyttet for anden gang. Man siger, man vokser af hver eneste ting, man oplever, og det føles som om, det er en sand beretning.

    Selvom det skete pludseligt, er jeg evigt glad og taknemmelig for at være flyttet sammen med min kaptajn :) Og ja, nu er vi så blevet officielle. Sårn er det vel, når det kommer på facebook nu til dags?
    Der er noget i mig, som fortæller mig, at jeg befinder mig det helt rigtige sted, og der er ligesom kommet en form for ro i mig. Hver dag er ikke nogen kamp mere, og selvom det er pisse koldt og trist udenfor, er der ingen vinter depression på vej! Samtidig kan jeg også mærke, at denne jul bliver fantastisk! Intet kan måle sig med sidste års juleaften, da det var her, jeg fik af vide, at jeg skulle være moster - men trods det, kan mine forældre også være med til juleaften i år. Sidste år var de nemlig alene i Alanya.... Og ikke mindst kan jeg tilbringe julen med Paw!

Jeg har aldrig fuldstændig været fan af nytår, men i år bliver det i samvær med Putte og pink tema. Jeg kan nok ikke rigtig komme udenom, at hun er min bedste veninde - min tvilling. Vi har et helt lysår sammen foran os, og jeg glæder mig til at komme på flere eventyrer med dig. Sammen vil vi gro og hjælpe hinanden!

Før stod jeg på en skillevej mellem flere forskellige veje, men jeg er nu på rette vej. Jeg håber, mine forældre er stolte af, at den ene af deres datter fandt en kreativ løsning, også selvom de tit er blevet modsagt af hende. At det tit skulle ske efter hendes hoved, og det ikke altid var, hvad de syntes godt om.

                                 Jeg har kun ét tilbage at sige, som jeg mener af hele mit hjerte.

                                                                  ...... Jeg er glad .....

Kaptajnen er vis

Jeg har fået en lille smule dårlig smag i munden, mens jeg var på arbejde.
    Jeg er træt af folk, der ikke kan lade en have noget, man selv synes godt om. Det er igen det samme, som at disse ens tatoveringer eller tøj - lad mig have MIN glæde....

Og så er der også en meget vis kaptajn, der efterhånden har lært mig, at penge ikke er alt - man skulle ikke tro, han var danskere.. De er sku nogle nærrige svin, der KUN tænker på penge. Efter jeg begyndte i lære og begyndte at tatovere og spørge folk, om der var nogen, der kunne tænke sig en lille tus'tus.. Så kommer de alle rendende... Bare fordi det pt. er gratis, er de alle villige. Også selvom man ikke har snakket med dem i 10000 år, så er man pludselig sindssyg interessant. Jeg kan godt lide at få opmærksomheden, men det er nok ligeså meget dét, at det pt. er gratis.
    Som sagt synes jeg stadig det er fedt, at der er så mange, som jeg gerne må tusse lidt på, men jeg ville også gerne, at de gjorde det, fordi de kan lide min stil og mine tegninger. Det håber jeg ligesom, at folk kan forstå.

Jeg vil bare gerne være færdig med skolen NU, så jeg rigtigt kan koncentrere mig om tatoveringer og tegninger - og endda helt stoppe med at arbejde som opvasker i bowlinghallen. Det er ikke lutter lagkage hver gang..

Nu begynder det sjove!!

På stående fod lever jeg virkelig livet! I søndags fik jeg rettet mandens tatovering, og det var slet ikke så skræmmende, som jeg troede. 20 minutter inden manden skulle komme, prøvede jeg ad, hvordan og hvorledes maskinen fungerede på en banan, som den ene tatovør - Monika - havde medbragt. Det virkede som et skræmmende projekt, at skulle fixe så stort et projekt, men alle i shoppen syntes, jeg gjorde det vildt hurtigt og flot. De blev ved med at rose mine linjer. Jeg blev gangske tilfreds med resultatet, og manden syntes også, det var godt.
    Bagefter var vores anden lærling begyndt at øve på låret af sig selv, og da jeg var i mit es, var jeg iver efter at prøve på mig selv. Også bare for at se, hvordan det føltes at blive tusset af mig.

I går tatoverede jeg så en, der hedder Helena. Hun havde længe gået med et ønske om et svamp, efter en snak hun havde med en i en kæmpe brandert. Hun ville vise, at hun altså mente det, og efter at være blevet brændt af af en anden tatovør, spurgte jeg, om hun var frisk. Af 3. tatovering, var jeg meget tilfreds. Efter at have tatoveret igen i dag, er jeg blevet den erfaring rigere, at det er så meget nemmere at tatovere med en tykkere nål. Det er nemmere at styre linjerne, og lettere at tilrette dem - men det er jo også dét, det hele handler om. At finde frem til det bedste, prøve lidt ad, blive bedre og bedre!
Min rigtig gode veninde Kathrine kom forbi til noget tøssehygge i går, og hun fortalte hun havde en rigtig awesome idé til noget - roser på lænden. Jeg sad og tegnede roser, og hun var ganske tilfreds - ikke en særlig krævende kunde, hvis jeg skal sige det.
    I dag kom roserne så på hendes hud. Jeg brugte en tykkere nål, da jeg gerne ville have dem til VIRKELIG at poppe, og jeg er SÅ tilfreds med resultatet. Når lines er helet, skal der farver og skygger på. Bagefter Kathrine, lavede jeg lige et par sjove tatoveringer, nogle veninder gerne ville have lavet.
 

 

Jeg er SÅ fascineret over at se en tegning gå fra papir over på hud. Jeg kan ikke få nok af det. Det er dét her, jeg gerne vil, og nu tager jeg bare mine muligheder i brug!
    For et par dage siden skrev min far i en kommentar til et billede af en af mine tegninger, jeg havde lagt ud på Facebook, 'at jeg nok skulle blive til noget'. Når min far siger dét, så må han viiiiiirkelig også mene det. Jeg blev helt paf af det og følte, at jeg faktisk godt kunne bruges til noget alligevel. Det var helt surrealistisk, og jeg er så glad.



 

Double trouble..

Sidder lige og tuller i min fine lænestol, som jeg fik af en ven fra skolen. Den er simpelthen så behagelig at sidde i, plus den ser rigtig lækker ud og giver lidt tryghed.
    Det buldrer løs i mit hoved, og det er slet ikke til at følge med. Imorgen skal jeg forsøge at tatovere en gut for første gang. Aldrig haft en maskine i hånden før, og jeg skal rette en allerede eksisterende tatovering. Jeg har set et billede af den, og jeg kan nærmest ikke se, hvad den skal forestille.. Plus den er slet ikke noget i en stil af, hvad jeg egentlig ville tegne selv. Det bliver højst besynderligt, og jeg ser frem til det. Samtidig bliver det en voldsom stor udfordring, som jeg håber, jeg klarer okay. Jeg havde tænkt mig at forberede mig, og printe et billede ud af hans tatovering, og herefter forsøge at tegne noget på kopien, for at forestille sig, hvordan jeg skulle rette i den. Mit hoved er slet ikke med mig idag, så jeg smed nærmest bare papiret på gulvet i frustrationer og kom ikke videre med det.
    Går og overvejer at droppe skolen. Jeg er færdig om 2 uger, men jeg har slet ikke overskuddet til det. Vi skal meget snart fremlægge noget IT projekt, vi har brugt en helvedes masse uger på at lave i grupper, og jeg har ikke rigtig haft noget at skulle sige omkring det. Derfor er det svært for mig at skulle forsvare på mandag - jeg vælger ikke at dukke op. Jeg kan ikke give min stemme for sådan noget, og jeg aner ikke, om det gør, at jeg ikke kan komme op til eksamen - egentlig er jeg fuldstændig ligeglad, da jeg på ingen måde går op i skolen mere. Jeg kan ikke samle mine tanker, og da slet ikke omkring skolearbejde.... Valgte endda at pjække fra skole igår, fordi jeg ikke magter det mere. Der er så mange ting samlet på en gang, og det er bare noget værre noget. Kan godt drømme mig væk til, at jeg stadig har mit værelse i fjordparken... Eller stadig er i Lillelund... Eller sidder ved molen for enden af Bollerstien.... Eller med udsigt til fjorden fra Langelinje. Det er virkelighedsflugt, og det er dét, jeg har prøvet at stikke af fra.. Jeg burde derfor også selv droppe det... Hva fanden...